Til dig, hvis barn ikke har haft sin alkoholdebut
Ved du, hvor du står, når dit barn begynder at vise interesse for alkohol?
Forældre har en betydning
Mange unge starter tidligt med at drikke alkohol i Danmark. Faktisk har 8 ud af 10 elever i 9. klasse prøvet at drikke alkohol, og Danmark er desværre stadig det land i Europa, hvor unge oftest drikker sig fulde.
Der er gode grunde til at prøve at påvirke sit barn til at udskyde alkoholdebuten. For unge, der starter med at drikke i en tidlig alder, og som drikker meget i teenageårene, har en øget risiko for at drikke mere end andre senere i livet.
Hvis unge skal udskyde deres alkoholdebut og drikke mindre, spiller vi som forældre en afgørende rolle. Når unge har aftaler med deres forældre om alkohol, drikker de nemlig mindre. Derfor er det er vigtigt, at du gør op med dig selv, hvad din alkoholdning er og taler med dit barn om det – også inden alkoholdebuten. Her på siden kan du blive klædt på til snakken om alkohol med din teenager.
Gode råd til samtalen om alkohol
Materiale til forældremøde
4 ud af 10 elever i 7. klasse har prøvet at drikke alkohol. Det er derfor en god idé at tale om alkohol på forældremøder allerede fra 7. klasse. Vi anbefaler også, at man laver aftaler om alkohol på klasseniveau, som klassens forældre bakker op om. DIT BARN – DIN ALKOHOLDNING er et inspirationsmateriale til forældremøder i 7.-9. klasse. Materialet informerer om, hvordan man som forælder har indflydelse på sit barns alkoholvaner og giver inspiration til at tage stilling, tale med sit barn om alkohol og lave aftaler enten individuelt eller på klasseniveau.
Find materialet her